Proportionalitetsprincippet ved anbringelse

Proportionalitetsprincippet og det mindste middels princip er grundlæggende forvaltningsretlige principper, der ligger til grund for serviceloven, og som forvaltningsloven i øvrigt bygger på ved offentlig myndighedsudøvelse. I sager om anbringelse uden for hjemmet indebærer principperne, at et tvangsindgreb kun kan ske, hvis det står i rimeligt forhold til den risiko for barnet, som indgrebet skal afværge. Jo mere indgribende foranstaltningen er – fra støtte i hjemmet til akutte afgørelser og anbringelse uden for hjemmet – desto stærkere grunde kræves.

Proportionaliteten prøves i tre led: foranstaltningen skal være egnet til at opnå formålet, den skal være nødvendig sammenlignet med andre tilgængelige tiltag, og den skal være proportional i snæver forstand – den ulempe, indgrebet medfører, må ikke stå i misforhold til nytten.

For at proportionalitetsvurderingen kan gennemføres, skal den børnefaglige undersøgelse redegøre for den faktiske risiko konkret. Generelle risikoformuleringer er ikke tilstrækkelige: det skal fremgå, hvilke omstændigheder i den konkrete sag der peger på risiko, hvor alvorlig risikoen vurderes at være, og inden for hvilken tidshorisont.

Undersøgelsen skal også vise, hvilke mindre indgribende foranstaltninger der er afprøvet eller overvejet, og hvorfor disse ikke blev anset for tilstrækkelige. En proportionalitetsvurdering, der blot konstaterer, at frivillige foranstaltninger ikke har virket, uden at redegøre for hvilke foranstaltninger det drejede sig om, og hvordan de er blevet fulgt op, er som regel svag.

En almindelig svaghed er, at undersøgelsen behandler proportionalitetsvurderingen som en formalitet: et kort afsnit til sidst, der konstaterer, at foranstaltningen er proportional, uden kobling til det underliggende materiale. En anden er, at foranstaltninger opremses, uden at det fremgår, om de reelt er iværksat, hvor længe, og med hvilket resultat.

Konklusioner om, at frivillige foranstaltninger er utilstrækkelige, skal underbygges af konkrete oplysninger i undersøgelsen. Når sådanne mangler, er konklusionen svagt begrundet, og det åbner for indsigelser i partsindlæg eller under forhandling i børne- og ungeudvalget.

LexActa.Cloud fremhæver, hvor undersøgelsens proportionalitetsresonnement mister forbindelsen til det materiale, der reelt henvises til. Værktøjet viser, hvilke konklusioner om risiko og utilstrækkelighed der mangler tilstrækkeligt belæg, og peger på formuleringer, der er særligt nyttige at imødegå i et indlæg eller en indsigelse.

Værktøjet erstatter ikke juristens egen vurdering – det giver et struktureret udgangspunkt, så argumentationen kan bygges på det, der faktisk står i undersøgelsen. Ethvert nyt retsområde kan i øvrigt konfigureres i værktøjet på omkring 20 minutter, så andre sagstyper hurtigt kan gennemgås på samme måde.